Biers ernæring

Hvordan påvirker biernes adgang til pollen og nektar deres sundhed og bestøvningseffektivitet i det åbne landskab?

Af Per Kryger, Seniorforsker, Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr, Forskningscenter Flakkebjerg, Aarhus Universitet

Biers sundhed påvirkes af deres ernæring. Der kan forekomme perioder i løbet af sommeren med så få blomster, specielt i områder med intensivt landbrug, at bierne ikke kan finde tilstrækkeligt føde, og sult opstår. Der findes planter, hvis pollen ikke fremmer biernes sundhed. Den negative virkning af pollen med ringe proteinindhold er svær at opdage, da den først indtræffer uger senere, når ammebierne fodrer larverne. De ny bier har nedsat levetid, og deres immunforsvar kan svækkes, så sygdom har lettere ved at få overtaget. Indsamler bierne meget pollen af ringe kvalitet, kan bestøvningseffekten påvirkes negativt, eventuelt også i senere afgrøder.

Honningbier flyver op til 12 km ud i landskabet for at hente de ressourcer, de har behov for til at sikre deres overlevelse. Som alt levende har bier brug for vand, hvilket under svenske forhold næppe er en begrænsende faktor. Biernes behov dækkes via overfladevand, dug og blomsternes nektar. Vand bruges til at køle bistadet og især om foråret til at fortynde honning eller foder. Propolis samler bierne fra en række planters knopper. Her findes harpiks med stoffer, der har antibiotisk virkning. Bierne anvender propolis til at tætne sprækker og huller i stadet.

Næringsstoffer henter bierne fra planter: Nektar (og honningdug - sukkerholdige ekskrementer fra bladlus), der indeholder vand og sukker, men få andre stoffer, samt pollen, der indeholder proteiner, fedtstoffer, nukleotider, vitaminer, mineraler og yderligere sukker. Bierne er afhængige af begge disse næringsstofkilder fra planterne, men de udnyttes til ret forskellige formål. Derfor er de i det følgende beskrevet adskilt.

Nektar

Nektar og i mindre grad honningdug er biernes brændstof. Nektar indeholder fra 15 til 80 % sukker og ganske få andre stoffer, som de aromaer, der giver honningen smag. Resten er vand. For at omdanne nektar til honning skal bierne behandle nektar på to måder. I stadet tilsætter bierne 5 enzymer til nektaren fra kirtler i biernes hoved: Invertase, der omsætter sucrose i nektaren til glucose og fructose. Diastase, der nedbryder stivelse til enkelte sukkermolekyler. Glucose-oxidase, der producerer gluconicsyre og brintoverilte i honningen. Katalase, der omsætter brinteoverilte og virker hæmmende på bakterievækst. Endelig findes en syre Phosphatase, også med antibiotisk virkning. Stadets bier sørger for, at nektaren inddampes, så vandindholdet mindskes til under 17 %. Disse to processer er med til at gøre honningen langtidsholdbar.

Nektar indsamles af bier i perioder med rig blomstring og fint vejr, omdannes til honning og bruges i perioder med dårligt vejr og/eller manglende blomstring. Honning er specielt hensigtsmæssigt, fordi det kan indsamles af bier i løbet af en periode med fine forhold, lagres meget effektivt i biernes honningceller og siden anvendes af andre bier i samme bistade. Dette er helt forskelligt fra de fedtreserver, de fleste andre dyr anlægger, der kun kan anvendes af dyret selv, med undtagelse af pattedyr, der kan omdanne deres fedtlager til mælk. Honningen er en vigtig forudsætning for den sociale livsform, honningbier har.

Bierne anvender den indsamlede nektar eller den deraf dannede honning til to forskellige opgaver: Dels til at have en hurtig omsættelig energikilde til flyvning gennem landskabet, dels til opvarmning af stadet. Biernes flyvemuskler forbrænder med høj effektivitet nektaren, som de samler i de besøgte blomster, når de flyver hjem. På vej ud til blomsterne kan de eventuelt anvende honning, f.eks. ved planter som valmuer, der ikke giver nektar. I biernes krop lagres sukker som glycogen og trehalose, der hurtigt kan omsættes til glucose og forbrændes i flyvemusklerne. I perioder med koldt vejr anvender bierne honning (eller det foder, biavlerne har erstattet det med) til opvarmning af stadet. Bierne har evnen til at aktivere deres flyvemuskulatur uden at bevæge vingerne, hvorved der kun dannes varme. Dette er vigtigt for opretholdelse af en høj temperatur i stadet i den del af året, hvor bierne opfodrer ny yngel. Det lykkes kun ved en konstant temperatur på omkring 34° C. Der er derfor typisk under skandinaviske forhold et antal bier beskæftiget med at sørge for varme i stadet. Når bierne om efteråret ophører med at producere yngel, sænkes temperaturen i stadet, men generelt ikke til lavere end til 30° C. Det kræver, at der til stadighed produceres varme af stadets bier. Honning er det ideelle brændstof hertil, da det omsættes til vand og kuldiocid, der kan afgives til omgivelserne, uden at det kræver, at bierne forlader stadet.

Under skandinaviske forhold ses typisk et vægttab på 20 kg til 25 kg i løbet af vinteren. Det er vist, at dette forbrug er højere i bifamilier, hvor der findes forråd af pollen, fordi der her kan foregå yngelproduktion. At lagre 25 kg honning vil betyde, at bierne har samlet ca. 50 kg nektar i løbet af sommeren udelukkende hertil. Fra Sverige berettes om gennemsnitligt producerede honningmængder på 17 kg til 43 kg. Det er mængder, der tillader overlevelse af vinteren. I sommerhalvåret er biernes forbrug sværere at beregne, fordi der både tilføres stadet nye reserver udefra og tabes vægt både i stadet og udenfor. Forbruget ved at flyve omkring i landskabet er ikke så enkelt at måle præcist. Vægttab, der skyldes, at der hver dag mistes bier, er også svært at opgøre præcist. Tabet af bier udgør typisk omkring 1000 bier pr. dag, eller ca. 0,1 kg, men kan enkelte dage overstige dette betydeligt. Seeley vurderer, at en bifamilie forbruger 70 kg nektar om sommeren til at flyve omkring i landskabet, til at opvarme bistadet og til føde til biernes yngel. Det giver et samlet forbrug på 120 kg nektar i løbet af året, som bierne er afhængige af at kunne hente landskabet.

Bierne har brug for lagerkapacitet til at opbevare nektar og siden honning i bistadet. Dertil tjener mange af de celler, bierne bygger i bistadet. Biernes kapacitet til at lagre honning styres meget af biavlerne, der tilfører bierne nye rammer og tager disse fra igen, men generelt er det ikke et problem for bierne at opbevare 20 kg honning i stadet. Dog vil der opstå et akut lagerproblem i længere perioder med kraftigt træk. I Danmark er det over flere år målt, at bier i forbindelse med blomstring af vinterraps indsamler 9 kg på det første døgn, det følgende døgn 6 kg, så 5 kg og 4 kg. Denne vægtforøgelse skyldes både nektar og pollen, der bæres ind i stadet. Antager vi, at 7 kg det første døgn er nektar med et sukkerindhold på 40 %, svarer det til 6 liter væske, der i løbet af natten inddampes og bliver til 4 liter honning. Det gør, at bierne de næste dage har sværere ved at finde tomme celler at lagre nektar i, og det kan antages, at nedgangen i indsamling især skyldes et logistisk problem med at få fragtet nektar frem til tomme celler.

Bier har altså evnen til at indsamle betydelige mængder af nektar i løbet af et døgn. Dette kan især iagttages i forbindelse med blomstring af afgrøder som raps, hvor biernes adgang til nektar i blomsten er hurtig, afstanden til marken fra bistadet er kort, og afstanden fra blomst til blomst er minimal. Bier har en betydelig evne til at optimere deres indsamling af nektar. De udvælger de planter, der pr. tidsenhed giver bedst tilførsel af energi. De bier, der returnerer med nektar, afleverer denne til transportbier i stadet, og hvis nektaren er ringere end den, andre bier bærer hjem, har samlebien svært ved at komme af med sin nektar. Er nektaren bedre, vil transportbien derimod tage hele læsset på en gang. Transportbierne kan ret præcist smage forskel på sukkerindholdet i de forskellige nektar og kan altså signalere til samlebierne, hvor god deres nektar er. Biers evne til dette er så fin, at den studeres af økonomer, der håber at kunne opbygge strategier i humane systemer.

Som nævnt ovenfor er der dage i rapsens blomstringsperiode med betydelig vægtforøgelse. Generelt er antallet af dage med overskud på vægten meget varierende. I perioder med store mængder af blomstrende planter er biernes evne til at indsamle og lagre nektar den begrænsende faktor, men ringe vejr og perioder med få blomstrende planter gør, at der også er mange dage, hvor bierne taber sig. De helt store trækperioder er typisk, når vinter- og vårraps blomstrer i det tidlige maj og juni og igen, når kløver og hestebønne blomstrer i juli og august.

Pollen

Pollen spiller en helt anden rolle i biernes liv. Pollen indeholder de byggesten, der kræves til at skabe nye bier. Proteiner i planternes pollen nedbrydes til aminosyrer og bruges til at opbygge biernes proteiner. Tilsvarende gælder for fedtsyrer. Man inddeler aminosyrer og fedtsyrer i to grupper: De, som kroppen selv kan danne fra andre aminosyrer eller kulhydrater, og de, der skal tilføres udefra, fordi bien ikke selv kan danne disse - de såkaldte essentielle aminosyrer og fedtsyrer. Der er især lavet undersøgelser af biernes omsætning af aminosyrer. De aminosyrer, bier har brug for at få tilført udefra, er: threorin, valin, methionlin, isoleucin, leucin, phenylalanin, histidin, lysin, arginin, tryptofan. Deres behov svarer meget til menneskers. Tilsvarende gælder formentlig for fedtsyrer. Vitaminer og mineraler behøves også i samme grad som hos mennesker, men dette er ikke tilstrækkeligt afklaret.

Det er ikke kendt, at bier viser klare symptomer på mangel af essentielle næringsstoffer, som vi ved, det kan forekomme hos pattedyr eller andre hvirveldyr. Det skyldes især, at bier har en lang række af planter til rådighed, hvorfra de kan samle pollen, og at de forskellige planter generelt indeholder en vifte af aminosyrer og vitaminer, der er tilstrækkelige til at dække biernes behov. Der er lavet et meget grundigt studie i Australien, hvor man analyserede indholdet af proteiner i 60 plantearters pollen. Studiet viser, at der er betydelig variation i indholdet af protein, fra 10 % til over 35 %, og det er klart, at ernæringsmæssigt er bierne bedst tjent med at indsamle pollen fra de planter, der yder det højeste indhold af proteiner, mens planter med kun 10 % protein i pollenet ikke giver et ordentligt grundlag for at skabe nye bier.

At bedømme pollens værdi er mere komplekst end bare at kigge på indhold af total protein. Der kræves som nævnt en række essentielle aminosyrer. En plante som brandbæger har små mængder af aminosyren isoleucin samtidig med, at den generelt har en lav mængde protein. Hvis bier samler meget pollen fra brandbæger, vil det betyde, at den yngel, der opfodres, får kortere levetid. I modsætning til indsamling af nektar har bierne ikke mulighed for at bedømme kvaliteten af den pollen, der står til rådighed i omgivelserne, fra hver enkelt bi, der vender hjem til stadet. Pollen afleveres af de indsamlende bier direkte i celler omkring yngellejet. Det betyder, at der ingen feedback er fra stadets bier, og det er først, når pollen omsættes i biernes tarm, at det er muligt at vurdere næringsværdien. Bierne samler med andre ord pollen i blinde fra de planter, der vokser omkring stadet. Bier vil næppe kunne ”lære” at undgå planter med ringe pollen for dermed at optimere deres overlevelsesevne. Der findes ikke eksempler på en sådan adaptation.

I tabel 1 ses en liste fra det australske studie over planter, som også gror i Sverige, med det forbehold, at klima kan påvirke indholdet af pollen. Jeg har inddelt planterne i fire farver: De planter, der har et indhold af pollenprotein under 20 % er farvet røde. Det antages generelt, at disse er for ringe til at producere bier med lang overlevelsesevne. Planter i gult har middel proteinindhold fra 20 til 24 % og er tilstrækkelige for at skabe gode bier. Planter i grønt er over middel med proteinindhold fra 25 til 30% og er egnede til at blande med andre ringere pollentyper, mens planter i blåt er særligt gode med indhold på over 30 %.

Navne i parentes er nært beslægtede planter, der er med i undersøgelsen (Somerville 2001)
Blomstringstider fra Mossberg & Stenberg 2003

Det er dog ikke tilstrækkeligt at betragte pollens indhold af protein. Visse typer af pollen har så tyk en skal, at biernes fordøjelsessystem har problemer med at få adgang til proteiner og andre næringsstoffer i pollenets indre. Et godt eksempel er majs, der har et lavt indhold af protein på bare 15 %, men oven i dette passerer omkring 50 % af pollenkornene ufordøjede gennem biens tarmsystem.

Bierne bruger protein til at opbygge deres krop. Derudover har bierne to vigtige proteinstoffer, der tjener som lager i biernes krop og som foder til biernes yngel og biernes dronning. Vitellogenin er et indholdsstof i æg hos dyr, der tjener til at ernære embryoet, der udvikler sig. I biers æg er indholdet af vitellogenin ganske højt. Det er naturligvis især dronningen, der lægger æg i en bifamilie, men ganske mange arbejdere (omkring 7 %) har udviklede æg i deres ovarier. Amdam et al. har vist, at bier i nordisk klima har et højere indhold af vitellogenin i deres hæmolymfe og antager, at dette er en adaptation til koldere klima. Bier har brug for pollen med et højt indhold af protein til at danne vitellogenin, og da dette er specielt vigtigt for overvintring, skal det pollen, der indsamles sidst på sæsonen, være specielt godt. De bier, der overvintrer, har det højeste proteinindhold. En del deraf anvendes om foråret til at opfostre den første yngel.

Gelé Royale er det foder, bierne giver til dronningen og til de larver, der skal udvikles til dronninger. Arbejderlarver modtager kun Gelé Royale det første døgn. En larve har brug for 130 mg foder for at udvikles til et voksent individ. Det er ammebiernes rolle i bistadet at sørge for, at foderet leveres til larverne. Dertil skal deres fodersaftkirtler i hovedet udvikles, og der skal indbygges protein. Uden adgang til pollen kan bierne fortsætte med at fodre yngel i en uge. Alle larver, der fodres herefter, kan ikke udvikle sig til voksne individer. Der kan i overgangsfasen opstå bier med reduceret kropsvægt, ca. 50 % af normalvægten. Bier har altså brug for en konstant reserve af pollen. Fordobler man eksperimentelt mængden af larver i bistadet, reagerer bierne ved at tredoble indsamling af pollen. Tilsætter man pollentavler til en bifamilie uden reserver, begynder de i løbet af ganske få timer at producere fodersaft til larverne.

Biers forråd af pollen er meget variable. Det afhænger naturligvis af, hvad der er til rådighed, men det har vist sig, at der en betydelig genetisk komponent i, hvor store forråd bier anlægger. I et selektions-eksperiment i USA kunne man i løbet af bare fem generationer fordoble den mængde af pollen, bier tilstræbte at have på lager. Tre genregioner er bestemmende for biers indsamlingspræference for enten pollen eller nektar, hvilket til dels forklarer, hvorfor selektion virker så hurtigt. Det må antages, at bier fra forskellige regioner i verden har behov for større eller mindre reserver af pollen. I forbindelse med, at der indføres fremmede bier, kan pollenindsamlingen forskydes i en ugunstig retning.

Forbruget af pollen varierer meget i løbet af året. Jo mere yngel, der er i stadet, jo større er behovet for pollen. Der er meget varierende vurderinger af biernes behov for pollen. Går vi ud fra, at det kræver 130 mg pollen at opfodre en bi, og der dannes 200.000 bier i et bistade på et enkelt år, når vi omkring 26 kg pollen. Keller et al. har estimeret tilsvarende tal. Det afhænger naturligvis af pollenets kvalitet, om der skal bruges endnu større mængder. I Schweiz, hvorfra en stor del af data stammer, er majs den mest udbredte pollentype, man finder i pollenfælder. Da det er en ringe pollen, som bierne tillige har svært ved at fordøje, må de indsamle større mængder og helst fra andre planter end majs.

I forbindelse med dannelse af bivoks har bier behov for pollen ud over det, der anvendes til at opfodre biyngel. Bivoks danner bierne, når en sværm starter et nyt bo. I Sverige forsøger biavlere at mindske biernes sværmning. Sværme tilsættes kunsttavler, så voksproduktionen spiller ikke så stor en rolle i den sammenhæng. Endvidere sker sværmning typisk i den del af året, hvor bierne har rigeligt med blomstrende planter. I forbindelse med kraftigt træk har bierne brug for at bygge celler til udvidelse af stadets forråd. Biavleren mindsker her behovet for protein enten ved brug af kunsttavler med ca. halvdelen af det voks, der er i en færdig tavle, eller ved at genbruge tavler fra året før. Modsat findes der biavlere, især i forbindelse med lyngtræk, som danner kunstsværme, der huses på kunsttavler efter endt honninghøst. Det udsætter bierne for betydelig stress, ikke bare mister de alt forråd af pollen, de skal også bruge en del af deres proteinreserver til at udbygge ny voks.

Sult

En væsentlig faktor i biernes sundhed er, at de hele tiden har adgang til rigeligt med foder. I Danmark ses hvert år tilfælde af akut sult i bistader. Det skyldes flere faktorer. Biavleren gør naturligvis, hvad der er muligt for at hindre sult i bistadet. Man fodrer især i eftersommeren bierne med sukkervand eller sukkerdej til erstatning for den honning, man har høstet. Fra et ernæringsstandpunkt er det ikke et problem at erstatte honningen med sukkerfoder. Hvad der derimod ofte overrasker biavlerne er, at sult kan forekomme hele året igennem, også om sommeren. Høster biavleren meget effektivt honning fra staderne efter rapsens blomstring, vil biernes forbrug de følgende dage kunne overstige den mængde, bier kan samle i naturen. Bifamilien er typisk efter overstået rapstræk på sin maksimale styrke med 50.000 eller flere bier i stadet og et stort yngelleje. Det kræver honningreserver at holde ynglen varm. Der skal bruges energi til at flyve ud og skaffe pollen til den megen yngel, og bierne kan pludselig komme til at sulte.

Symptomerne på sult er meget dramatiske. Bierne tømmer stadet for honning og nektar, og i et sidste forsøg på at overleve vil de begynde at æde af deres egen yngel, altså en form for kannibalisme. På fotoet kan man se resultater af biers kannibalisme (Foto ca. her). Dette vil typisk medføre, at bimængden svinder meget hurtigt, og der vil hyppigt forekomme udbrud af sygdomme. Sygdomme spredes til de voksne bier, fordi disse ved at æde deres egen yngel kommer i kontakt med parasitter, der ellers ikke har adgang til deres tarmsystem. Det gælder de virus, som rammer både de voksne bier og deres larver, det vil sige akut bi paralyse virus (og de beslægtede kashmir bi virus og israelsk bi paralyse virus). Der kan også opstå epidemier af andre yngelsygdomme, hvis familien overlever sulten og igen begynder at yngle, fordi yngellejet ikke er tilstrækkeligt rent.

Sult kan medføre mere skjulte symptomer end ovenfor beskrevet. Får biernes larver foder med lavt indhold af protein, vil de som oftest overleve, men krybe fra deres celler med reduceret vægt og eventuelt med asymmetrisk krop. At reduceret vægt kan få betydning vides især fra studier af biyngel, der har udviklet sig med en varroa mide og dens afkom i cellen. Disse bier har en kropsvægt, der er reduceret med 3 %, og deres evne til at opfodre biyngel er nedsat. Hovedparten af biernes indsamlede pollen går til opfodring af larver. Man kan se, at bier, der er mangelfuldt fodret som larver, har færre hår end normalt, når de kryber ud af cellen, og de ældre bier mister deres hår tidligere. Sådanne bier har kortere levetid end normalt ernærede bier. Nedsat levetid ses hyppigt i forbindelse med træk på foderkilder, der ikke giver pollen, som fra træk på bladlus, men tilsvarende kan forventes ved længerevarende indsamling af pollen med proteinindhold under 20 %.

Biers immunforsvar kan svækkes af manglende adgang til protein. Generelt er det de yngre bier, der har det mest aktive immunforsvar, de såkaldte ammebier, der står for produktion af foder til bifamiliens larver. Biernes fysiologisk alder styres af biernes indhold af juvenil hormon og vitellogenin, og dette har sammenhæng til indholdet af protein i foderet. I situationer med sult vil bierne således kunne få et nedsat immunforsvar. I et studie af pludselig bidød (Colony Collapse Disorder) i USA er der dog ikke set nedsatte mængder af protein i bifamilier med symptomer på CCD. I Tyskland er Bettlacher sygdom beskrevet. Den skyldes indsamling af store mængder pollen fra ranunkel familien med indhold af anemonin. Dette er ikke nærmere kendt under skandinaviske forhold. Om det her kan spille en rolle, at pollenet har lavt indhold af protein, vides ikke.

Mere indirekte kan sult føre til, at der opstår røveri mellem bistader. Dette kan medføre, at bier får indsamlet parasitter fra nabobistader og dermed udsættes for øget sygdomspres. Biers røveri kan strække sig over længere afstande. For amerikansk bipest har man fundet, at sporer spredes op til 3 km fra et inficeret stadet, men at egentlig smitte typisk sker inden for 1 km. Trangen til at røve fra andre stader stimuleres typisk af mangel på foder i eget stade.

Årsagerne til sult for bierne er ikke vanskelige at forstå. Det åbne landskab er forandret betydeligt. Bierne går fra perioder med overflod, når rapsen blomstrer, til perioder næsten uden blomstrende planter i tiden mellem raps og kløver. Hvis ikke der er skov eller levende hegn, kan bierne komme til at sulte midt om sommeren. Alle landmænd forsøger at få deres frø i jorden på det optimale tidspunkt, og dermed bliver blomstring meget ensartet. Den øgede synkronisering af blomstring over store arealer medvirker til at forstærke overgangen fra et tidsrum med megen blomstring til næsten ingen blomstring. Der er også en tendens til at forsøge at få planterne til at blomstre så tidligt på året som muligt, fordi man derved kan have blomstringen overstået, inden der er opbygget store mængder skadegørere i afgrøderne.

Der er endvidere en effektiv bekæmpelse af ukrudtsplanter i landbrugsmarkerne, og arealerne mellem markerne er skrumpet. Specielt i de marker, hvor der dyrkes korn, er bekæmpelsen af blomstrende ukrudt uhyre effektiv. Det gør, at de planter, der tidligere dækkede biernes behov i lange perioder, såsom kornblomst og kornvalmuer, i dag er få og ikke kan dække biernes behov.

Biavlere kan forsøge at hjælpe bierne gennem perioder med dårligt træk. Det bedste er naturligvis at sørge for, at bierne er placeret på et sted med rigeligt pollenforsyning året igennem. Dette kan man fremme ved at plante omkring staderne, så der er blomstring også uden for hovedtrækket. Det er nemmere at fodre bier med sukker end med protein, så vægten bør være på planter, som giver meget pollen med højt indhold af protein. Det er muligt at hjælpe bierne ved fodring ud over det, de selv kan hente. Somerville har givet en fin gennemgang af behov og muligheder. Der skelnes mellem fodring med sukkervand i høj og lav koncentration. Sukker i høj koncentration (2:1) er fint til fodring om vinteren. Det kan kun anbefales at anvende hvidt sukker eller lignende. Billigere sukkerprodukter, der ofte anvendes i USA, har stort indhold af affaldsstoffer, der ophobes i biernes tarm, og det vil give problemer i en lang, skandinavisk vinter. Små mængder af lavere koncentration (1:1) kan om foråret stimulere bierne til at samle mere pollen. Store mængder (mere end 1 liter) kan derimod tilstoppe yngellejet og hindre dronningens æglægning.

Pollen er svært at erstatte. Der bør kun anvendes blandinger af soja og gær. Andre proteinkilder er ikke egnede til bier, og der skal iblandes 5 % pollen for at stimulere bierne til at tage fodret. Det synes mere hensigtsmæssigt at anvende pollentavler til fodring af bier i dårlige perioder. Disse pollentavler skal opbevares koldt, så der ikke sker opformering af svamp eller voksmøl. I den del af året, hvor bierne samler overskud af pollen, kan man tage en pollentavle fra bifamilien. Det gælder f.eks. når rapsen blomstrer, og senere igen, når kløver og andre af ærteblomstfamilien giver pollen af særlig høj kvalitet. Derved stimuleres bifamilien til at samle endnu mere pollen, så det tabte kan hurtigt erstattes, hvis det gøres i godt vejr og tidligt i blomstringsperioden. Man skal være opmærksom på, at pollentavler kan overføre smitte, så derfor bør man kun tage pollen fra sunde familier og tilstræbe ikke at udveksle tavler mellem bigårde.

Fodring i det tidlige forår med pollen eller pollenerstatning kan give en hurtigere udvikling af bifamilierne. Dette anses kun for givtigt i år med dårligt vejr eller i egne med mangel på trækplanter, som gør, at bierne ikke selv kan samle tilstrækkelige reserver. I Sverige har foråret overskud af blomstrende planter i forhold til, hvad bierne kan nå at forbruge. Her kan fodring næppe betale sig, med mindre man har brug for at få store familier til bestøvning af tidlige afgrøder. I de år, hvor foråret er koldt og ikke giver bierne mulighed for at indsamle pollen, kan fodring med pollenerstatning anvendes.

Bestøvning af det åbne landskab

Det har konsekvenser for bestøvningen af planterne, hvis bierne ikke har tilstrækkelig adgang til foder- planter. Behovet for nektar og pollen på henholdsvis 120 kg og 26 kg skal dækkes i løbet af et år. Det er særligt vigtigt, at der en konstant influx af begge disse fødeemner, for at bierne kan fungere tilfredsstillende. Lagerkapaciteten er størst for honning, hvor bierne gerne lagrer 10 eller flere kg. Pollen har bierne mindre lagerrum til. Bierne opbevarer pollen umiddelbart omkring yngellejet i en bræmme på 4 til 5 celler og kan fylde enkelte tavler i randen af yngellejet helt med pollen. Men det er sjældent, at bierne har mere end 5 kg pollen på lager. Det skyldes sandsynligvis, at pollen ikke er så enkelt at opbevare som honning. Pollen vil ofte indeholde svampesporer, der vil nedbryde pollen, inden bierne har adgang til det.

Mangler bierne nektar en længere periode, vil de opbruge deres reserver i stadet og ikke længere være i stand til at flyve ud for at samle nyt. Pollen, og i faser med ekstrem sult yngel, er af begrænset værdi til at erstatte nektar og honning, fordi forbrænding i biernes flyvemuskler skaber en del affaldsstoffer. Uden adgang til pollen kan bierne klare sig i længere perioder. De voksne bier kan holde sig i live bare på honning og nektar, og det er stadig muligt for bierne at flyve ud og besøge planter. Der vil gå bier til ved flyvning i landskabet, og i perioder uden pollen vil bierne ofte vælge at minimere antallet af flyveture og kun sende spejderbier ud for at lede efter føde. Under skandinaviske forhold er det sjældent, at bierne ikke kan finde pollen i landskabet, med mindre ukrudt er sprøjtet effektivt væk. Vejret kan holde bierne inde i stadet i længere perioder.

I Sverige dyrkes en række planter med blomstring tidligt i sæsonen. Vinterraps og vinterryps er det mest betydende. Senere på sommeren kommer der blomstrende kløver og hestebønne til, to planter, der giver pollen af høj kvalitet, men har ringe mængder af nektar, hvis vejret er køligt. I august kommer der planter til blomstring med ringe pollen. Brandbæger, majs og blåbær er eksempler herpå. Bierne kan samle store mængder pollen fra en majsmark, men det vil have en meget ringe ernæringsværdi. Det synes oplagt at forsøge at få biavlerne til at plante lupin og slangehoved omkring deres bigårde for at sikre, at der kan dannes gode vinterbier, som i foråret er klar til at bestøve frugttræer som blomme og pære, der springer ud, før rapsen dominerer biernes indsamling.

Generelt henter bierne deres pollen relativt nær ved stadet: Placeres staderne ved en mark med kløver, vil bierne ofte hente pollen her. Biavlere kan drage fordel af fratagning af pollentavler fra bifamilier i perioder med overflod og tilbagesætning af pollentavler i perioder med mangel, eller når planter med særligt ringe pollen blomstrer. Når biavlerne høster pollen i perioder, hvor bierne er sat til bestøvning af frøafgrøder, vil fratagelse af pollentavler stimulere til yderligere indsamling. Det vil glæde land-manden, fordi flere bier da vil søge ud i marken og hente pollen og derved fremme bestøvningen af afgrøden. Ved at tilsætte pollentavler kan biavlerne forhindre, at der indsamles ringe pollen i store mængder, fordi forråd af pollen hæmmer biernes trang til yderligere indsamling. Tilsvarende kan man i det tidlige forår få bierne til at koncentrere sig om indsamling af pollen ved at sørge for, at der er rigeligt med sukkerholdigt foder i stadet, eventuelt ved at fodre med sukkervand.

Der er få planter, hvor vi har præcise målinger af pollenkvalitet i form af proteinindhold. En sådan viden er nødvendig for at kunne vurdere hvilke planter, der har særligt potentiale for at styrke bierne. Målinger af proteinindholdet er vanskelige at foretage, da der kræves betydelige mængder af pollen til analyse. Det kan være tilstrækkeligt at måle bifamiliers samlede daglige indtag af pollen og proteinindholdet heri, da det er dette, bierne lagrer. Det er dog klart at foretrække at have præcise værdier for de enkelte arter for at kunne rådgive biavlerne ved plantning for bierne. Specielt hvad angår bestøvning under skandinaviske forhold er der mangel på data, også omkring vigtige trækplanter, som lyng og frugtbuske, f.eks. hindbær og brombær.

Artiklen bygger på et afsnit i det svenske Jordbruksverkets Rapport 2009:24 Massdöd av bin - samhällsekonomiska konsekvenser och möjliga åtgärder.

Læs mere på www.jordbruksverket.se/pollinering.

Per Kryger